Derfor denne blog.

Så skete det igen. Jeg havde set frem til at være sammen med en veninde og glædede mig til at tale med hende. Jeg har nemlig ikke ret mange venner - for jeg er dissident (anderledes tænkende). Jeg har svært ved at være sammen med folk der spiser kød. Det er et kæmpe problem for mig, fordi jeg kender næsten ingen vegetarer - og de jeg kender, har jeg ikke nem adgang til. De få venner jeg så omgås er derfor ikke vegetarer og føler sig hurtigt generet af mine synspunkter og levevis. Det er selvfølgelig også irriterende at være sammen med en person, som der tager afstand fra deres levevis. Nu er jeg begyndt at tvivle på om det overhovedet kan lade sige gøre at have venskaber på tværs af sådanne forskelle? Bare tænk på hvordan lande med forskellige trosretninger eller ideologier fører krige, laver handelsembargoer og overhovedet ikke har nogen form for opbyggende kommunikation med hinanden.
Ja, jeg finder mennesker der spiser kød uhyggelige – for mig er det makabert og grotesk. Dejligt at blive inviteret ud - jeg siger ofte nej tak - jeg kan ikke holde ud at se på de døde dele af dyr som bliver præsenteret i bufféer og på fade, på folks tallerkner og i deres munde, på mennesker der fylder deres kroppe med dødt kød. Det er et mareridt at være inviteret ud at spise.
Ingen stiller spørgsmål ved hvordan disse dyrs liv har været, om de har haft det tåleligt eller om de har været udsat for de koncentrationsagtige forhold som rigtig mange - ja, desværre langt de fleste af vores slagtedyr lever under. Hvordan kan jeg være ven med mennesker der ikke bekymrer sig om dette, kun går op i deres eget ve og vel, hvad der kan få deres liv til at give mening og deres egne sygdomme som de indretter deres liv efter. Så snart én har fået en sygdom på halsen – uha-da - så tager det ikke personen ret mange dage at omlægge kost og tillægge sig nye vaner – nu handler det jo om deres LIV - men at gøre det samme udfra hensyn til slagtedyrenes LIV eller klimaforandringer og biodiversiternes LIV, nej, her må jeg da virkelig styre min frelsthed - for det er hvad jeg er: en irriterende, frelst type, der går rundt og generer folk med mit vås, nu var de jo lige så selvtilfredse, vil jeg dog virkelig holde op med det. Jeg får at vide at jeg er en kæmpe egoist der kun tænker på mig selv, når jeg siger at man ikke burde spise kød - både af hensyn til dyrevelfærd og miljø. Hvorfor skriver jeg ikke – hvorfor gør JEG ikke alverdens ting – som om jeg tror det hjælper noget det jeg ALENE gør – ”Du er jo kun en person – så det nytter nok ikke meget”!
Nu har jeg så ikke længere lyst til at tale med de mennesker, som jeg trods alt har brugt mange timer sammen med, havde et håb om at de forstod mig. De var også meget flinke og lyttende i begyndelsen, men efterhånden er det vendt til en irritation, skal vi nu høre på det igen, du er da urealistisk og mærkelig. Nu gider vi ikke høre på dit sludder mere, nu vil vi igen tale om vores opfattelser, filosofi, religioner, litteratur, kunst og tekster, om vores ferier og rejser og alt det lort vi løber og køber og SKAL ha' råd til - og derfor ikke har råd til at give en ordenlig pris for det kød og den mad de køber. Skide være med de dyr - de ligger jo alligevel bare parterede i kølediskene, parate til vi med vores forfinede sanser kan vælge og vrage imellem det der er bjerge af lidelse og ligdele. Endog uden at føle den mindste snert af: hvordan har dette dyr levet?, hvordan er det blevet behandlet?, hvordan var dets død?

Et billede fra en af PETAs kampagner - som virkelig viser hvad det handler om - vil vi behandle vores medmennesker sådan? Udviser vi næstekærlighed?

Ingen stiller spørgsmål til noget, ingen skriver læserbreve i averserne, ingen kerer sig den mindste smule, der er kun ligegyldighed - ud over alle grænser. Jeg tuder, jeg prøver ikke at tænke på de dyr når jeg skal sove om natten, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig hjælpeløs og alene.

Nu har jeg oprettet en hjemmeside og denne blog i håb om at finde nogle ligesindede jeg kan dele denne smerte med, i håb om at få styrke til at handle konkret og råbe op om dette, komme i medierne - få sat fokus på disse forhold. Få håb til at gå videre i verden og forhåbentlig kunne være med til at gøre en forskel for disse dyrs liv.